Varm luft og skåltaler

Danmarks nationalparker er naturmæssige fatamorganaer i en ørken af erhvervsudvikling, turisme og intensivt industrilandbrug  

Det synes at være Rigsrevisionens konklusion i dens ‘beretning om etableringen af Danmarks nationalparker‘, der netop er offentliggjort.

Om end formuleret en anelse mere diplomatisk er der ingen tvivl om, at kritikken af grundlaget for nationalparker er ganske hård og reelt bekræfter, hvad kritikere har sagt i årevis.

Har man fulgt nationalparkprocessen og sat sig ind i problematikkerne, vil man næppe være overrasket over kritikken. For det er kun på papiret, Danmarks nationalparker handler om natur. Det har på intet tidspunkt været hensigten, at det også skulle gøre det i praksis.

Hovedkonklusionen i beretningen lyder:

“De danske nationalparker har ikke alene til formål at styrke og udvikle naturen, men skal også opfylde andre formål, fx naturformidling, turisme og erhvervsudvikling. Derudover er nationalparkerne afhængige af, at lokale lodsejere vil samarbejde, og at nationalparkerne kan rejse ekstern finansiering. Der er således ingen garanti for, at etableringen af nationalparker bidrager til at styrke og udvikle naturen.”

Hermed tages fat i en lang række af de helt afgørende problematikker, der hindrer udviklingen af rigtige nationalparker. Problematikker, der blot bekræfter, at det slet ikke er hensigten.

Baseret på løgn
Under hele processen, fra begyndelsen til nu, har opstart og etablering af nationalparkloven og de første nationalparker været præget af politisk løgn og manipulation på nationalt plan og af interesser meget langt fra naturens på lokalt plan.

Og de grønne organisationer blev for fleres vedkommende taget på sengen og var uforberedte og direkte amatøragtige, da de lokale projektgrupper skulle etablere sig og stykke de lokale udgaver af nationalparker sammen.

Nationalpark Vadehavet rummer mere end vadehav.

De indsigtsfulde indså hurtigt, at nationalparkprocessen var kørt af sporet, og at det fra politisk side endda slet ikke var meningen, at det skulle foregå på rette spor:

”Hvis man har en lovgivning, hvor man ikke forandrer noget som helst, så har det jo ingen effekt. Og hvis man ser på, hvad det politiske formål var med nationalparker, så kan man jo undre sig og stille det retoriske spørgsmål: ’Ønskede man at bruge et trademark, der havde stor, positiv værdi til at signalere, at man gør noget uden at gøre noget alligevel, eller ønskede man at bruge et virksomt og internationalt anerkendt godt redskab til at gøre en forandring?’.” Carsten Rahbek, professor i makroøkologi ved Københavns Universitet, natpark.dk 4/4 2011.

LovenHovedformålet i nationalparkloven er IKKE natur. Hvad mange helt fejlagtigt tror. Loven har ti formål, hvoraf kun de tre alene tilgodeser naturværdier. Der beskrives ikke nogen steder, hvordan prioriteringen skal foretages, hvilket baner vejen for en fuldstændig fri fortolkning.

Lovteksten lyder:

§ 1. Lovens formål er ved oprettelse af nationalparker at
1) skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning,
2) bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed,
3) sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen,
4) bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier,
5) bevare og synliggøre de kulturhistoriske værdier og mangfoldigheden i kulturlandskabet,
6) understøtte forskning og undervisning i områdernes værdier,
7) fremme befolkningens muligheder for at bruge og opleve naturen og landskabet,
8) styrke formidlingen af viden om områdernes værdier og udvikling,
9) understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne og
10) styrke bevidstheden om områdernes værdier gennem inddragelse af befolkningen i nationalparkers etablering og udvikling. 

Nationalparkloven er en såkaldt rammelov, der reelt blot består af en række hensigtserklæringer uden juridisk magt. Der er ikke sket lovmæssige ændringer i et område, der er blevet til nationalpark. Der er blevet sat et skilt op, holdt nogle flotte skåltaler og nedsat en bestyrelse hovedsageligt bestående af lokale erhvervsfolk, landmænd og interessenter inden for turisme.

AfledningsmanøvreGrundet det fejlagtige og ødelæggende frivillighedsprincip, der overlader magten til lokale jordejere, landmændene, var projektet dødsdømt på forhånd. Spørgsmålet om Danmarks internationalt forpligtende redningsindsats over for en biologisk mangfoldighed i frit fald blev i praksis overladt til lokale landbrugs- og erhvervsinteresser.

Hvilket også var meningen. Daværende miljøminister Hans Christian Schmidt, landmandssønnen der i 2003 modtog en næse af Folketingets Ombudsmand og i 2004 fik en mere af Statsrevisorerne havde til opgave at nedsable det, man i Foghs VKO-regering betegnede som Svend Aukens miljøimperium.

Hans Christian Schmidt beskar miljøområdet med 16 mia. kroner, reducerede miljøministeriet med 2/3 og nedlagde 17 forskellige råd og nævn under ministeriet, heriblandt Naturrådet, der havde rådgivet den danske regering på natur- og miljøområdet siden 1917. Samtidig iværksatte han etableringen af nationalparker i Danmark.

Det var på intet tidspunkt hensigten, at nationalparkerne skulle handle om natur. Men man stod med et problematisk pres fra især OECD, der havde rettet en entydigt hård kritik mod Danmarks naturindsats.

Kritikken fra OECD var direkte årsag til, at Svend Auken etablerede Wilhjelmudvalget, som, med tidligere industriminister Niels Wilhjelm i spidsen, udfærdigede Danmarks hidtil mest omfattende udredning af den danske naturs tilstand, den såkaldte Wilhjelmrapport. Og det så ikke kønt ud.

Men rapporten udkom netop som VKO-regeringen overtog magten i 2001. Hans Christian Schmidt holdt flotte skåltaler over Wilhjelmrapporten, hvorefter han krøllede den sammen, smed den i glemslens skraldespand og påbegyndte afviklingen af Danmarks naturindsats.

Dog valgte han at misbrugte rapporten til at sætte gang i den prestigefulde nationalparkproces. Der var brug for at udsende et markant signal om, at man i Danmark gjorde en stor indsats over for naturen, så man kunne være i fred for blandt andre OECD.

Trods debat og uenigheder både politisk og inden for interesseorganisationerne, red nationalparkerne generelt på en ustoppelig bølge. En bølge af stærke lokale erhvervs- og turistinteresser, af de grønne organisationers begejstrede og ureflekterede tilgang til noget, de ikke havde sat sig tilstrækkeligt ind i, og af en stærk national politisk vilje til at oprette et fatamorganisk prestigeprojekt.

Fra politisk side havde man vidt forskellige dagsordener. Fra vildledning til det bevidst selvbedrageriske ønske om at gøre en indsats for naturen hånd i hånd med landmænd og økonomiske interessenter.

Kun Enhedslisten havde tilsyneladende ulejliget sig med at sætte sig ind i nationalparkbegrebets betydning med et ønske om at leve op til den, hvorfor de ikke havde andet valg end at stemme imod nationalparkloven.

Wilhjelmudvalget ønskede ikke nationalparker
Der er stadig den dag i dag en udbredt misforståelse af, at nationalparkideen udsprang af Wilhjelmrapporten. Her talte man imidlertid ikke om nationalparker, begrebet er ikke nævnt en eneste gang i rapporten, man talte i stedet om nationale naturområder.

I Wilhjelmrapporten står der:

“Formålet med at etablere større sammenhængende naturområder – nationale naturområder – er at øge natur- og halvkulturarealernes størrelse således, at der skabes sammenhæng mellem naturtyperne, og der sikres en gunstig bevaringsstatus for naturtyperne og arterne i området, herunder sikring af kontinuitetet”. Fra Wilhjelmudvalgets rapport  – En Rig Natur i et Rigt Samfund, 2001, side 46.

Niels Wilhjelm selv mener ikke, der er grundlag for nationalparker i Danmark:

”I udvalget talte vi selvfølgelig om nationalparker i relation til den internationale IUCN-klassifikation, og på grund af den omstændighed, at alt vores natur er kulturpåvirket, var det min klare opfattelse, og det blev også udvalgets klare opfattelse, at der skulle være tale om nationale naturområder – sammenhængende naturområder, og at man skulle have respekt over for den internationale klassificering af nationalparker, som vi under ingen omstændigheder kunne falde ind under”. Interview til natpark.dk 25/3 2011

I følge IUCN’s kriterier, der følges i resten af verden, har nationalparker den næsthøjeste grad af beskyttelse, kategori II. Her har naturen højeste prioritering, og den må ikke udsættes for nævneværdig negativ kulturel påvirkning. Nationale naturområder, hvor kulturen fylder mere, som i Danmark, hører under IUCN’s kategori 5.

Amatøragtige interesseorganisationer
Ønsket om nationalparker var en politisk beslutning baseret på en snedig plan om vildledning. Og Hans Christian Schmidt havde frit spil over for en række uvidende interesseorganisationer og over for medierne, der, som bekendt, ikke interesserer sig synderligt for de finere nuancer.

Den manglende skelnen mellem nationale naturområder og nationalparker skulle vise sig afgørende. Her begik de grønne organisationer en helt afgørende fatal fejl, der nok primært må tolkes som begået på en baggrund af amatøragtig uvidenhed og kollektiv rundforvirring.

I de afsluttende høringssvar og kommentarer til Wilhjelmrapporten benyttede både Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dansk Ornitologisk Forening (DOF) nationalparkbegrebet, selvom det ikke nævnes i rapporten

DN skriver:

“Vi synes, det er glædeligt, at udvalget har kunnet blive enige om, () at udpege 6 naturområder af national betydning, som skal forvaltes som nationalparker.” Bilag til Wilhjelmudvalgets rapport: En rig natur i et rigt samfund, udtalelser fra medlemmerne.

DOF skriver:
DOF hæfter sig især ved, at der er fremlagt konkrete målsætninger med hensyn til, () at arbejdet med nationalparker og større naturområder prioriteres højt.” Bilag til Wilhjelmudvalgets rapport: En rig natur i et rigt samfund, udtalelser fra medlemmerne.

Den eneste grønne organisation, der fra begyndelsen var stærkt kritisk, og som har bibeholdt kritikken, er Verdens Skove (tidligere Nepenthes):

”Spørger du en tilfældig person, hvad en nationalpark er, vil vedkommende naturligvis svare, at det er et stort, beskyttet naturområde. For sådan er en nationalpark, uanset om du er i Sydamerika, Asien eller i Europa. Men i Danmark er nationalparkerne falsk varedeklaration. Kigger man på IUCN’s kriterier for en nationalpark, som bliver fulgt over det meste af verden, er det åbenlyst, at de danske nationalparker, hvor der må ligge byer, drives industri og intensivt landbrug med spredning af gylle og pesticider, intet har at gøre med rigtige nationalparker”. Kristian Jørgensen, daværende præsident for Nepenthes (nu Verdens Skove), natpark.dk d. 29/3 2011. 

Nationalparker til turisme og friluftslivEn helt væsentlig spiller, der pressede på for at få gang i nationalparkprocessen var Friluftsrådet, der postede 20 millioner kroner i nationalparkernes opstartsfase. Det samme beløb, som staten havde bevilget..

Men Friluftsrådets hensigter var heller ikke kun naturens. Rådet lagde vægt på natur, kulturmiljø, friluftsliv, produktionsforhold og bydannelse i deres tilgang til nationalparker. Som i miljøministeriet var man altså også her meget langt fra det, man i resten af verden betragter som nationalparker.

Herefter gik det slag i slag. Vi fik de første nationalparker i Danmark. Thy, Mols Bjerge og Vadehavet, grundlagt på en nationalparklov, der i princippet ikke betyder noget som helst og levner plads til hvad som helst, som biolog Michael Stoltze formulerer det:

”Man kan lave hvad som helst i dem (nationalparkerne red.). Vil man lave en nationalpark med svinefarme over hele linjen, så kan man gøre det, så er det kulturhistorie, og det lægger man meget vægt på. Vi kan godt lave forstæder, villakvarterer, højhuse og svinefarme og kalde det for en nationalpark.”  Natpark.dk 4/4 2011.

Fra landbrugets side var, og er, der generelt stor modstand mod nationalparkerne. Landmændene er udmærket klar over, hvad en nationalpark er og yder derfor modstand mod noget, de betragter som en eksistentiel trussel. De har endnu ikke erkendt Danmarks betydningsløse nationalparkfortolkning.

En ommerDet er glædeligt, men også nødvendigt og forventeligt, at Statsrevisorerne nu underbygger kritikken af den måde, hvorpå vi i Danmark har valgt at oprette nationalparker.

Som et prestigeprojekt, der soler sig i den internationale respekt og den goodwill, der følger, når man tager naturproblematikkerne alvorligt. Men uden at gøre det.

Der findes kun to, åbenlyse løsninger på nationalparkproblematikken. Enten må loven ændres, så den utvetydigt prioriterer naturen og følger IUCN’s kriterier. Eller også må man pille nationalparkskiltene ned og omdøbe områderne til det, de reelt er, og som Wilhjelmudvalget formulerede det: nationale naturområder.

Den nuværende form for natur-afledningsmanøvre er ikke acceptabel.

Miljøministeren har en svarfrist på Rigsrevisionens beretning på to måneder.