Draved Skov

Billeder herover: Draved Skov i Sønderjylland er statsejet og repræsenterer noget af det vildeste urskov, vi har i Danmark. Forsknings- og oplevelsesmæssigt et værdifuldt sted, men området er ikke meget større end et frimærke og batter intet i den store sammenhæng. Og så mangler en ganske vigtig ingrediens i den oprindelige vildskabscoctail: dyrene. 

Karsten Thomsen fortæller, at der i en naturlig skov vil herske uorden og kaos. At væltede stammer og nedfaldne grene vil ligge hulter til bulter. At både dyr og andre udefra kommende faktorer som ild og vand har stor indflydelse på skovens udformning.

“I urskoven findes en variabel struktur med blandet skov, og når der samtidig er en aldersspredning med træer, der måske er 400 til 500 år gamle, så har du et sted, hvor du ikke finder to ens hjørner. Tilfældigheder og tid spiller en stor rolle, og helt naturligt vil du have sammenbrud og stor variation i lys.”

Traditionelt opfatter vi Danmark som et skovland, der tidligere har været nærmest komplet dækket af skov. Men skovene, der tidligere dækkede landet, har ikke været de tætte, mørke skove, som mange måske tror. Danmark var en dynamisk mosaik at tæt skov, lysåben skov, vådområder og sletter. En dynamisk natur, der under indflydelse af dyr, ild vind og vejr var i konstant forandring.

Tofte og Høstemark skove er sandsynlige eksempler på, hvordan Danmark så ud, da træer og buske genindvandrede i slutningen af den seneste istid og frem til jægerstenalderen for blot 6000 år siden, før vi blev agerdyrkere og ryddede skovene for at få mere græs til husdyr og dyrke jorden.

“Pollenanalyser viser, at også i det, vi kalder urskovstiden, har vi alle mulige blomsterplanter og lysåbne skove. Så selv der har kronhjorte, heste og urokser præget skovene. Der har været masser af lys, så forestillingen om den mørke urskov er forkert,” slår Karsten Thomsen fast.

Historien gentager sig
Skovenes tilstand afspejler den danske naturindsats. Utilstrækkelig i en grad, så den nærmest må siges at være ikke eksisterende.

Med nationalparkerne, og senest Vadehavets og Stevns Klints flotte verdensarvstitler, fortælles historien om Danmarks natur som en tom skal i smuk indpakning. Vi vil gerne bryste os af flotte titler, der giver genlyd på de bonede gulve henne i udlandet, men det må ikke koste en øre, og det må for alt i verden ikke genere landmændene. Minoriteten, der reelt ejer det meste af vores land.

Men det skorter ikke på flotte taler, cykelstier og oplevelsescentre, når der skal høstes stemmer og goodwill, og når kritiske øjne fra udlandet kigger med. Men kun den let salgbare fortælling om naturens vidunderligheder synges der om, når røde bånd overklippes, og champagneglas klirrer. Når mørket falder på, glemmes alle floskler om naturens bevarelse.