Køn er den. Den nyudsprungne bøgeskov iklædt sit friskgrønne løv, der spår om en ny tid på året domineret af lys og liv. Den smager endda godt i en frisk og sprød forårssalat.
Desuden er den et af vores foretrukne tilflugtssteder, når vi i vores sparsomme glimt af fritid og indbildt frihed skal kigge hinanden dybt i øjnene, mens ungernes krudt brændes af mellem bøgekatedralens majestætiske søjler.
Vi er altså helt tossede med at gå i skoven. Hvor tossede ville vi være, hvis vi kendte skovenes sande tilstand?
Skov er forstI Danmark er skov ikke natur. I hvert fald ikke ifølge lovgivningen, hvor skovene ikke hører under naturbeskyttelsesloven men har sin egen skovlov, der blandt andet “har til formål at bevare de danske skove, at forbedre skovbrugets stabilitet og produktivitet og at medvirke til at forøge skovarealet.”
Det handler altså ikke om natur. Det handler om at producere tømmer. De danske skove er råvarer til en industri, og fredskovsforordningen af 1805 forpligter fortsat den dag i dag både staten og private skovejere “til at anvende arealerne til skovbrugsformål og til at dyrke dem efter skovlovens krav om god og flersidig skovdrift.”
“Man hakker alt væk fra skoven,” siger biolog og skovøkolog Karsten Thomsen og fortsætter:
“Står der noget røn eller noget tjørn, er det jo konkurrenter til træerne. Enhver skovarbejder er jo opdraget til, at står der blomsterbærende buske og træer, skal de væk, for de tager jo fra de plantede træer. Bærbuske og frugttræer er aktivt udryddet fra skoven, ligesom man historisk har gjort det med hjemmehørende træarter som elm, lind, pil og taks. De er fjernet, fordi de betragtes som ukrudt. Skovene er dyrkning af træer, der har tømmerværdi.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar