Selv i dag er halvdelen af Danmarks arter af dyr, planter og svampe knyttet til skovene. Og over halvdelen af de arter, der er rødlistede, altså truede, hører til i skovene, og urskovene rummer tre til fire gange så mange arter, som de industrielt dyrkede skove.
Internationalt har vi forpligtet os til at stoppe den drastiske nedgang i biodiversiteten. Vi missede 2010-målene og udsatte dem til år 2020. Og vi har travlt, hvis arternes massive uddøen skal stoppes i løbet af de næste seks år. For vi er ikke rigtigt gået i gang endnu.
Skovenes rige, biologiske liv er en vigtig nøgle i det samlede arbejde for mere natur. Men det er ikke nok at plante en masse juletræsplantager og inkludere dem i skovregnskabet. Man må nødvendigvis stoppe ødelæggelsen af den gamle skov, hvor artsrigdommene findes. En tilstand, det tager århundreder at opnå. Og skal vi have rigtige, vilde skove, skal vi slippe de store dyr fri, og så skal vi slippe tøjlerne og lade naturen være i fred.
Men at redde skovene er naturligvis en politisk beslutning. Den regerende, politiske konsensus dikterer det modsatte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar