søndag den 30. september 2018

Nede i Europa…

Nede i Europa…
Men hvad pokker har det dog at gøre med os i lille Danmark? Hvem kan have fantasi til at forestille sig industri og myndigheder i den grad undertrykke og udnytte befolkningen med så store miljø- og helbredsmæssige konsekvenser, som i USA og Canada. Ok, industrien måske, men ikke de danske myndigheder!? Og nej, det er svært at forestille sig, men fracking-feberen er på vej til Europa, og nogle steder er den allerede brudt ud.
Det er mange af de samme gasselskaber, med omfattende virksomhed i Nordamerika, der nu også skæver til, eller allerede opererer, i Europa. Og udvindingen af skifergas foregår med den samme form for hydraulisk frakturering, som i USA og Canada. Så omvendt, hvad skulle forskellen være?
Skifergasudvinding er kun i sin spæde begyndelse i Europa. Her er nok endnu ikke nogen, der oplever ”den virkelige virkelighed”, og indtil videre ser vi oftest virkeligheden via dem med politisk og/eller økonomisk interesse. Men den anden virkelighed dukker i disse år frem fra undergrunden i Nordamerika, og alt det ubehagelige, der sker i USA og Canada, har forhåbentlig stor indflydelse på vores opfattelse af fracking. Men der er dog stadig mange, der ikke aner hvad fracking er.
Man kan håbe, at forskellen er en væsentlig strengere kontrol og lovgivning i Europa, der allerede har en langt mere skeptisk holdning til skifergasudvinding, end det er tilfældet i Nordamerika. Et godt eksempel er EU’s endog meget kritiske tilgang til problematikken omkring hydraulisk frakturering, som fortalt i tredje del af skifergas-føljetonon her på bloggen, og flere europæiske lande har forbudt, eller sat en midlertidig stopper for, fracking.
Der er intet at frygte…
Noget meget forstemmende ved skifergasdebatten i USA, og nu også herhjemme, er retorikken manipuleret og dikteret af gasindustrien. At det enkelte olie- og gasselskab, deres lobbyister og de politikere, de har købt, bruger fordrejende retorik, der skal overbevise omgivelserne om skifergassens lyksageligheder, er til nød forståeligt og vel i en eller anden grad naturligt. Deres dagsorden er opnåelsen af maksimal profit uanset omkostningerne og uden forstyrrende, etiske og moralske slinger i valsen-overvejelser.
Det forstemmende viser sig i effektiviteten af den fejlinformationskampagne, gasindustrien har investeret astronomiske summer i, og som siver ned gennem det rationelle og faktuelt baserede lag i debatten og forgifter befolkningens, debattørers, politikeres og journalisters virkelighedsopfattelse og besætter bevidstheden med små dæmoner af tvivl, af sandhedsudviskning, ja, af løgn.
Eksemplet fra DR Horisont, omtalt i afsnit II i skifergasserien her på bloggen, fortjener at blive nævnt endnu en gang. At folk kan sætte ild til vandet fra deres vandhaner, er helt naturligt og har intet med hydraulisk frakturering at gøre, forklarer Horisonts journalist til den danske befolkning.
Metangassen i drikkevandsboringerne kommer fra gasdepoter i undergrunden, der ligger langt højere nær overfladen, end de skiferlag, hvorfra naturgassen udvindes. Så det har naturligvis intet med hinanden at gøre, lyder den hypnotiserende messen fra gasindustriens kampagne – og fra de uvidende formidlere.

https://a-bloggers-lifedk.blogspot.com
https://blogger-ladydk.blogspot.com
https://mode-toejdk.blogspot.com
https://www.blogger.com/profile/16677346815245671097
https://hygge-bloggendk.blogspot.com
https://blogger-bavl-og-foto.blogspot.com

https://naturen-dk.blogspot.com
Men det er usandt. Der er masser af eksempler på, hvordan drikkevandet forurenes med metangas, kemikalier og tungmetaller, som for eksempel bly, i områder, hvor der udvindes skifergas. Men påstanden om det modsatte når helt til danske prime time- nyheder med erfarne journalister bag roret.
Målinger i private drikkevandsboringer viser markant forhøjede forekomster af metangas, i nogle tilfælde i mængder, der forbindes med høj eksplosionsfare (hvilket er sket), i en snæver radius omkring områder med skifergasudvinding.
Link: Læs artikel i Scientific American, Hydraulic Fracturing for Natural Gas Pollutes Water Wells, der fortæller, at forekomsten af metangas i drikkevandet inden for en radius af en kilometer fra gasboringer er 17 gange højere end normalt. Og i adskillige tilfælde var mængden af gas i vandet stor nok til, at faren for eksplosion var overhængende.

Den sorte virkelighed

Den sorte virkelighed
I hele problematikken omkring fracking, pinagtigt udstillet i USA og Canada, hersker to virkeligheder.
I den ene virkelighed jubler politikere og erhverv om kap i begejstring over den gasfeber, der raser med økonomisk opsving, tusindvis af nye jobs og energiuafhængighed af slyngelstaterne i den tredje verden. Det er en virkelighed, der ser lyset i den ukonventionelle udvinding af skifergas med metoder, der er så godt som ufarlige, og som promoveres som en ny og grønnere vej mod de fremtidige, vedvarende energiformer, som kommer fra vind, sol og vand.
De, som oplever og promoverer denne virkelighed, er generelt folk, der har økonomiske og/eller politiske fordele af skifergasudvindingen, og som har tilstrækkelig magt og midler til omfattende pr, der fylder tv, radio, magasiner, aviser og internet med fortællingerne om grøn, uafhængig og ufarlig energi i næsten uanede mængder og som bruger millioner på omfattende lobbyisme helt ind i den amerikanske kongres.
Virkeligheden i virkeligheden
I den anden virkelighed oplever lokalsamfundene, både i fattige landdistrikter og efterhånden også i udkanterne af både mindre og større byer, hvordan hele tilværelsen vendes op og ned, når gasselskaberne rykker ind.
Det sker med et følge af støj døgnet rundt, store landområder, der okkuperes af den uundgåelige, medfølgende industrialisering og infrastruktur, tung og tæt lastbiltrafik, bygninger, gasdepoter, spildevandssøer, drikkevand, der pludselig bliver grumset, boblende og ildelugtende og kan antændes, udslip og luftforurening fra ukendte, kemiske dampe, forurening af land og vand fra giftigt spildevand, jordskælv, helbredsmæssige problemer som hovedpine, svimmelhed, hukommelsestab, smerter, udslæt, problemer med luftvejene, blødninger, hjerneskader, cancer.
Blot for at nævne nogle af de problematikker befolkningen i denne virkelighed tumler med.
Men denne virkelighed lever et undergrundsliv. Mange har skrevet kontrakter med gasselskaberne om leasing af jord til skifergasudvinding indeholdende tavhedserklæringer, der betyder, at man mister sine penge og ret til eventuelle erstatninger, hvis man fortæller om sine problemer.
Mange af de mennesker, der lever i denne virkelighed, har ikke råd til store pr-kampagner, de har ikke midler og muligheder for at råbe højt nok til at nogen hører dem, og lykkedes det for dem at fremstamme enkelte kritiske pip, overfaldes de af dyre advokater og slæbes i retten, hvor de ikke har en jordisk chance for at gøre fra eller til, eller de overfaldes af en pr-modkampagne, der tilsviner deres person og integritet.
For at skære det ud i pap: Man kan sidde hjerneskadet, syg og dårlig i dampene fra metangas og giftige kemikalier og se glade, raske mennesker i fjernsynet, der lykkeligt fortæller om USA’s rene og grønne fremtid med naturgas…
Det er H. C. Andersens, Kejserens Nye Klæder genfortalt i dødeligt alvor.
Se dokumentaren, Split Estate, der har vundet adskillige priser, bla. en Emmy i 2010. Der er tydeligvis nogen, der har glemt at fortælle de medvirkende, sygdomsplagede, hjerneskadede, astma- og canserramte mennesker i dokumentarfilmen, at der “ikke er noget at frygte…”

Kejserens nye klæder

Men udsættelsen er blot en stakket frist, for samtlige partier i Folketinget har afvist Enhedslistens forslag om et forbud mod skifergasudvinding i Danmark, og efter det netop afholdte topmøde om skifergas, arrangeret af Ingeniøren, står det klart, at der vil blive hentet skifergas op af den danske undergrund, hvis det synes den mindste smule økonomisk rentabelt.
Snakken om miljøet er rent spil for galleriet, og at Total vil spendere 350 mio. kr. alene på en enkelt prøveboring, taler for sig selv.
På topmødet spinnede Klima- og Energiministeren endnu en retorisk omgang varm luft om, at skifergas kun skal udvindes, hvis det kan gøres miljømæssigt forsvarligt og bla. bla. bla… Det er selvfølgelig bluf, for staten lugter hurtige penge, og så betyder natur, miljø og befolkningens helbred på længere sigt intet.
Pauseunderholdning 
Et af topmødets mest underholdende indslag var Per Kent Pedersen, der er “en af Danmarks førende eksperter i skifergas”. Professoren ved universitetet i Calgery, Canada, maner enhver bekymring om fracking til jorden med ordene:
“Fracking er en rigtig gammel opfindelse. Helt fra de gamle boringer i Texas, så den teknologi er i hvert fald ikke noget, man behøver frygte”….
Det er fin underholdning, hvis ikke det rent faktisk er fordi, han mener det. Det er gammelt, så vi kan være helt trygge???
ProPublica har lavet omfattende udredende projekter både om fracking og om de meget gamle olie- og gasboringer, dem, “man ikke behøver at frygte”. Der er massive problemer med gamle boringer, der benyttes til deponering af det mest farlige, giftige og sundhedsskadelige affald, og som man troede var borte for evigt, når bare man satte en cementprop i borehullet.
Cementforseglingerne smuldrer, så gas eller deponerede kemikalier fra bla. skifergasudvindingen frit kan vandre og forurene grundvandet eller sive ud på overfladen.
Link: ProPublica, Injection Wells, The Poison Beneath Us.
Det står naturligvis enhver frit for at lyve og manipulere, men denne ekspert blev uimodsagt interviewet og citeret på P1 og i andre medier, så løgnen er her blevet sandhed. Igen en ganske ringe indsats fra danske mediers side.
Se indslag på canadiske 16X9 om fracking i Canada. Der, hvor de, ifølge Per Kent Pedersen, har helt styr på sagerne, og hvor myndighederne nøje overvåger gasindustriens udskejelser…

Magtsyge


“F… dig, f… dine landsmænd, f… Danmark som et af verdens mest frie og åbne demokratier, og hil al enevældig magt til mig selv!”
Grundlovsdag 2013 ligger i en sort, Orwellsk skygge af vedtagelsen af offentlighedsloven.
Den danske sandhedsminister har med sin regering og partierne venstre og konservative udfoldet en Mussolinisk magtarrogance og banet vejen for demokratisk afvikling og et enevældigt magtrum, der får Mussolinis nutidige stedfortræder, Berlusconi, til at vride sig af misundelse.
Centre for Law and Democracy, Canada:
“Loven er uacceptabelt svag for et land, der ellers roser sig selv for at være et åbent demokrati.”
IPI – International Press Institute: 
“Loven forhindrer journalister i at give vælgerne de nødvendige informationer, de behøver for at sikre, at lovene og regeringens politikker baseres på et solidt og sundt grundlag og i at holde ministrene, medlemmerne af Folketinget og rådgivere, embedsmænd og andre regeringsansatte ansvarlige for deres handlinger.”
OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa:
“Loven obstruerer journalisters muligheder for at følge de lovgivende processer, hvilket resulterer i en øget kontrol med informationer til offentligheden fra magtens centrum, ministerierne og Folketinget.”
Oluf Jørgensen, forskningschef i mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:
“Risikoen for, at danskerne ikke får den fulde sandhed om de politiske beslutningsprocesser bliver endnu større i fremtiden. Risikoen er jo stor allerede, fordi vi i forvejen har en stor lukkethed i Danmark. I forvejen er der stort set frit spil for politisk spin, fordi offentligheden ikke har ret til at få indsigt i grundlaget for ministrenes og regeringens politiske beslutninger. Men det bliver endnu værre nu. Nu vil man udvide lukketheden endnu mere. Det her betyder, at medierne og offentligheden fremover må nøjes med det, som spindoktorer vælger at servere for dem.”
Se Martin Krasniks interview af sandhedsministeren i Deadline i april i år, hvor offentlighedsloven var det hotte emne, og hvor ministeren sprællede som en fisk i nettet, mens han forsøgte at svare på alt muligt andet end det, det handlede om.
Diktatur?
Leder for Center for Medielovgivning i Ukraine, Taras Schevchenko, undrer sig over den danske offentlighedslov, som han finder “mærkelig og udemokratisk”, og som han tvivler på, at Den Europæiske Domstol for Menneskerettigheder vil bryde sig om, hvis de præsenteres for sagen.

Den siddende regering indfører tilstande, der løftes øjenbryn over i fjerne diktaturer. Vi, folket, stækkes i vores muligheder for at kontrollere magthaverne, og der bliver lagt yderligere røgslør, når journalister forsøger at afdække ministres løgne og ulovligheder.
For løgnene og ulovlighederne finder sted, hvilket dokumenteres til overflod, når man studerer de ti år med den tidligere regering. Og den nuværende fortsætter ad samme spor men er smarte nok til at gennemføre en lov, der gør det uendeligt meget mere vanskeligt at afsløre dem.
Den lov, som den nuværende regering var stejle opponenter imod, da de selv var i opposition, blev pludselig meget mere interessant, da de fik magten. Og nu er den vedtaget. Med vold og magt. uden hensyn til folkets mening. Til eksperters mening. Til nogen som helst andre end dem selv og deres magtarrogance.
George Orwell sagde, at journalistik er at publicere noget, som nogen ikke vil have publiceret.
Nu har den danske regering yderligere forhindret, at borgerne i Danmark kan se det, som de magtfuldkomne ikke vil have skal ses…

Varm luft og skåltaler

Danmarks nationalparker er naturmæssige fatamorganaer i en ørken af erhvervsudvikling, turisme og intensivt industrilandbrug  
Det synes at være Rigsrevisionens konklusion i dens beretning om etableringen af Danmarks nationalparker‘, der netop er offentliggjort.
Om end formuleret en anelse mere diplomatisk er der ingen tvivl om, at kritikken af grundlaget for nationalparker er ganske hård og reelt bekræfter, hvad kritikere har sagt i årevis.
Har man fulgt nationalparkprocessen og sat sig ind i problematikkerne, vil man næppe være overrasket over kritikken. For det er kun på papiret, Danmarks nationalparker handler om natur. Det har på intet tidspunkt været hensigten, at det også skulle gøre det i praksis.
Hovedkonklusionen i beretningen lyder:
“De danske nationalparker har ikke alene til formål at styrke og udvikle naturen, men skal også opfylde andre formål, fx naturformidling, turisme og erhvervsudvikling. Derudover er nationalparkerne afhængige af, at lokale lodsejere vil samarbejde, og at nationalparkerne kan rejse ekstern finansiering. Der er således ingen garanti for, at etableringen af nationalparker bidrager til at styrke og udvikle naturen.”
Hermed tages fat i en lang række af de helt afgørende problematikker, der hindrer udviklingen af rigtige nationalparker. Problematikker, der blot bekræfter, at det slet ikke er hensigten.
Baseret på løgn
Under hele processen, fra begyndelsen til nu, har opstart og etablering af nationalparkloven og de første nationalparker været præget af politisk løgn og manipulation på nationalt plan og af interesser meget langt fra naturens på lokalt plan.
Og de grønne organisationer blev for fleres vedkommende taget på sengen og var uforberedte og direkte amatøragtige, da de lokale projektgrupper skulle etablere sig og stykke de lokale udgaver af nationalparker sammen.
DSC_0387
Nationalpark Vadehavet rummer mere end vadehav.
De indsigtsfulde indså hurtigt, at nationalparkprocessen var kørt af sporet, og at det fra politisk side endda slet ikke var meningen, at det skulle foregå på rette spor:
”Hvis man har en lovgivning, hvor man ikke forandrer noget som helst, så har det jo ingen effekt. Og hvis man ser på, hvad det politiske formål var med nationalparker, så kan man jo undre sig og stille det retoriske spørgsmål: ’Ønskede man at bruge et trademark, der havde stor, positiv værdi til at signalere, at man gør noget uden at gøre noget alligevel, eller ønskede man at bruge et virksomt og internationalt anerkendt godt redskab til at gøre en forandring?’.” Carsten Rahbek, professor i makroøkologi ved Københavns Universitet, natpark.dk 4/4 2011.
LovenHovedformålet i nationalparkloven er IKKE natur. Hvad mange helt fejlagtigt tror. Loven har ti formål, hvoraf kun de tre alene tilgodeser naturværdier. Der beskrives ikke nogen steder, hvordan prioriteringen skal foretages, hvilket baner vejen for en fuldstændig fri fortolkning.
Lovteksten lyder:
§ 1. Lovens formål er ved oprettelse af nationalparker at
1) skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning,
2) bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed,
3) sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen,
4) bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier,
5) bevare og synliggøre de kulturhistoriske værdier og mangfoldigheden i kulturlandskabet,
6) understøtte forskning og undervisning i områdernes værdier,
7) fremme befolkningens muligheder for at bruge og opleve naturen og landskabet,
8) styrke formidlingen af viden om områdernes værdier og udvikling,
9) understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne og
10) styrke bevidstheden om områdernes værdier gennem inddragelse af befolkningen i nationalparkers etablering og udvikling. 
Nationalparkloven er en såkaldt rammelov, der reelt blot består af en række hensigtserklæringer uden juridisk magt. Der er ikke sket lovmæssige ændringer i et område, der er blevet til nationalpark. Der er blevet sat et skilt op, holdt nogle flotte skåltaler og nedsat en bestyrelse hovedsageligt bestående af lokale erhvervsfolk, landmænd og interessenter inden for turisme.
AfledningsmanøvreGrundet det fejlagtige og ødelæggende frivillighedsprincip, der overlader magten til lokale jordejere, landmændene, var projektet dødsdømt på forhånd. Spørgsmålet om Danmarks internationalt forpligtende redningsindsats over for en biologisk mangfoldighed i frit fald blev i praksis overladt til lokale landbrugs- og erhvervsinteresser.
Hvilket også var meningen. Daværende miljøminister Hans Christian Schmidt, landmandssønnen der i 2003 modtog en næse af Folketingets Ombudsmand og i 2004 fik en mere af Statsrevisorerne havde til opgave at nedsable det, man i Foghs VKO-regering betegnede som Svend Aukens miljøimperium.
Hans Christian Schmidt beskar miljøområdet med 16 mia. kroner, reducerede miljøministeriet med 2/3 og nedlagde 17 forskellige råd og nævn under ministeriet, heriblandt Naturrådet, der havde rådgivet den danske regering på natur- og miljøområdet siden 1917. Samtidig iværksatte han etableringen af nationalparker i Danmark.

Det var på intet tidspunkt hensigten, at nationalparkerne skulle handle om natur. Men man stod med et problematisk pres fra især OECD, der havde rettet en entydigt hård kritik mod Danmarks naturindsats.
Kritikken fra OECD var direkte årsag til, at Svend Auken etablerede Wilhjelmudvalget, som, med tidligere industriminister Niels Wilhjelm i spidsen, udfærdigede Danmarks hidtil mest omfattende udredning af den danske naturs tilstand, den såkaldte Wilhjelmrapport. Og det så ikke kønt ud.
Men rapporten udkom netop som VKO-regeringen overtog magten i 2001. Hans Christian Schmidt holdt flotte skåltaler over Wilhjelmrapporten, hvorefter han krøllede den sammen, smed den i glemslens skraldespand og påbegyndte afviklingen af Danmarks naturindsats.
Dog valgte han at misbrugte rapporten til at sætte gang i den prestigefulde nationalparkproces. Der var brug for at udsende et markant signal om, at man i Danmark gjorde en stor indsats over for naturen, så man kunne være i fred for blandt andre OECD.
Trods debat og uenigheder både politisk og inden for interesseorganisationerne, red nationalparkerne generelt på en ustoppelig bølge. En bølge af stærke lokale erhvervs- og turistinteresser, af de grønne organisationers begejstrede og ureflekterede tilgang til noget, de ikke havde sat sig tilstrækkeligt ind i, og af en stærk national politisk vilje til at oprette et fatamorganisk prestigeprojekt.
Fra politisk side havde man vidt forskellige dagsordener. Fra vildledning til det bevidst selvbedrageriske ønske om at gøre en indsats for naturen hånd i hånd med landmænd og økonomiske interessenter.
Kun Enhedslisten havde tilsyneladende ulejliget sig med at sætte sig ind i nationalparkbegrebets betydning med et ønske om at leve op til den, hvorfor de ikke havde andet valg end at stemme imod nationalparkloven.
Wilhjelmudvalget ønskede ikke nationalparker
Der er stadig den dag i dag en udbredt misforståelse af, at nationalparkideen udsprang af Wilhjelmrapporten. Her talte man imidlertid ikke om nationalparker, begrebet er ikke nævnt en eneste gang i rapporten, man talte i stedet om nationale naturområder.
I Wilhjelmrapporten står der:
“Formålet med at etablere større sammenhængende naturområder – nationale naturområder – er at øge natur- og halvkulturarealernes størrelse således, at der skabes sammenhæng mellem naturtyperne, og der sikres en gunstig bevaringsstatus for naturtyperne og arterne i området, herunder sikring af kontinuitetet”. Fra Wilhjelmudvalgets rapport  – En Rig Natur i et Rigt Samfund, 2001, side 46.
Niels Wilhjelm selv mener ikke, der er grundlag for nationalparker i Danmark:
”I udvalget talte vi selvfølgelig om nationalparker i relation til den internationale IUCN-klassifikation, og på grund af den omstændighed, at alt vores natur er kulturpåvirket, var det min klare opfattelse, og det blev også udvalgets klare opfattelse, at der skulle være tale om nationale naturområder – sammenhængende naturområderog at man skulle have respekt over for den internationale klassificering af nationalparker, som vi under ingen omstændigheder kunne falde ind under”. Interview til natpark.dk 25/3 2011
I følge IUCN’s kriterier, der følges i resten af verden, har nationalparker den næsthøjeste grad af beskyttelse, kategori II. Her har naturen højeste prioritering, og den må ikke udsættes for nævneværdig negativ kulturel påvirkning. Nationale naturområder, hvor kulturen fylder mere, som i Danmark, hører under IUCN’s kategori 5.
Amatøragtige interesseorganisationer
Ønsket om nationalparker var en politisk beslutning baseret på en snedig plan om vildledning. Og Hans Christian Schmidt havde frit spil over for en række uvidende interesseorganisationer og over for medierne, der, som bekendt, ikke interesserer sig synderligt for de finere nuancer.
Den manglende skelnen mellem nationale naturområder og nationalparker skulle vise sig afgørende. Her begik de grønne organisationer en helt afgørende fatal fejl, der nok primært må tolkes som begået på en baggrund af amatøragtig uvidenhed og kollektiv rundforvirring.
I de afsluttende høringssvar og kommentarer til Wilhjelmrapporten benyttede både Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dansk Ornitologisk Forening (DOF) nationalparkbegrebet, selvom det ikke nævnes i rapporten
DN skriver:
“Vi synes, det er glædeligt, at udvalget har kunnet blive enige om, () at udpege 6 naturområder af national betydning, som skal forvaltes som nationalparker.” Bilag til Wilhjelmudvalgets rapport: En rig natur i et rigt samfund, udtalelser fra medlemmerne.
DOF skriver:
DOF hæfter sig især ved, at der er fremlagt konkrete målsætninger med hensyn til, () at arbejdet med nationalparker og større naturområder prioriteres højt.” Bilag til Wilhjelmudvalgets rapport: En rig natur i et rigt samfund, udtalelser fra medlemmerne.
Den eneste grønne organisation, der fra begyndelsen var stærkt kritisk, og som har bibeholdt kritikken, er Verdens Skove (tidligere Nepenthes):
”Spørger du en tilfældig person, hvad en nationalpark er, vil vedkommende naturligvis svare, at det er et stort, beskyttet naturområde. For sådan er en nationalpark, uanset om du er i Sydamerika, Asien eller i Europa. Men i Danmark er nationalparkerne falsk varedeklaration. Kigger man på IUCN’s kriterier for en nationalpark, som bliver fulgt over det meste af verden, er det åbenlyst, at de danske nationalparker, hvor der må ligge byer, drives industri og intensivt landbrug med spredning af gylle og pesticider, intet har at gøre med rigtige nationalparker”. Kristian Jørgensen, daværende præsident for Nepenthes (nu Verdens Skove), natpark.dk d. 29/3 2011. 
Nationalparker til turisme og friluftslivEn helt væsentlig spiller, der pressede på for at få gang i nationalparkprocessen var Friluftsrådet, der postede 20 millioner kroner i nationalparkernes opstartsfase. Det samme beløb, som staten havde bevilget..
Men Friluftsrådets hensigter var heller ikke kun naturens. Rådet lagde vægt på natur, kulturmiljø, friluftsliv, produktionsforhold og bydannelse i deres tilgang til nationalparker. Som i miljøministeriet var man altså også her meget langt fra det, man i resten af verden betragter som nationalparker.
Herefter gik det slag i slag. Vi fik de første nationalparker i Danmark. Thy, Mols Bjerge og Vadehavet, grundlagt på en nationalparklov, der i princippet ikke betyder noget som helst og levner plads til hvad som helst, som biolog Michael Stoltze formulerer det:
”Man kan lave hvad som helst i dem (nationalparkerne red.). Vil man lave en nationalpark med svinefarme over hele linjen, så kan man gøre det, så er det kulturhistorie, og det lægger man meget vægt på. Vi kan godt lave forstæder, villakvarterer, højhuse og svinefarme og kalde det for en nationalpark.”  Natpark.dk 4/4 2011.
Fra landbrugets side var, og er, der generelt stor modstand mod nationalparkerne. Landmændene er udmærket klar over, hvad en nationalpark er og yder derfor modstand mod noget, de betragter som en eksistentiel trussel. De har endnu ikke erkendt Danmarks betydningsløse nationalparkfortolkning.
En ommerDet er glædeligt, men også nødvendigt og forventeligt, at Statsrevisorerne nu underbygger kritikken af den måde, hvorpå vi i Danmark har valgt at oprette nationalparker.
Som et prestigeprojekt, der soler sig i den internationale respekt og den goodwill, der følger, når man tager naturproblematikkerne alvorligt. Men uden at gøre det.
Der findes kun to, åbenlyse løsninger på nationalparkproblematikken. Enten må loven ændres, så den utvetydigt prioriterer naturen og følger IUCN’s kriterier. Eller også må man pille nationalparkskiltene ned og omdøbe områderne til det, de reelt er, og som Wilhjelmudvalget formulerede det: nationale naturområder.
Den nuværende form for natur-afledningsmanøvre er ikke acceptabel.
Miljøministeren har en svarfrist på Rigsrevisionens beretning på to måneder.

Danmarks arter af dyr, planter

Selv i dag er halvdelen af Danmarks arter af dyr, planter og svampe knyttet til skovene. Og over halvdelen af de arter, der er rødlistede, altså truede, hører til i skovene, og urskovene rummer tre til fire gange så mange arter, som de industrielt dyrkede skove.
Internationalt har vi forpligtet os til at stoppe den drastiske nedgang i biodiversiteten. Vi missede 2010-målene og udsatte dem til år 2020. Og vi har travlt, hvis arternes massive uddøen skal stoppes i løbet af de næste seks år. For vi er ikke rigtigt gået i gang endnu.
Skovenes rige, biologiske liv er en vigtig nøgle i det samlede arbejde for mere natur. Men det er ikke nok at plante en masse juletræsplantager og inkludere dem i skovregnskabet. Man må nødvendigvis stoppe ødelæggelsen af den gamle skov, hvor artsrigdommene findes. En tilstand, det tager århundreder at opnå. Og skal vi have rigtige, vilde skove, skal vi slippe de store dyr fri, og så skal vi slippe tøjlerne og lade naturen være i fred.
Men at redde skovene er naturligvis en politisk beslutning. Den regerende, politiske konsensus dikterer det modsatte.

Draved Skov

Billeder herover: Draved Skov i Sønderjylland er statsejet og repræsenterer noget af det vildeste urskov, vi har i Danmark. Forsknings- og oplevelsesmæssigt et værdifuldt sted, men området er ikke meget større end et frimærke og batter intet i den store sammenhæng. Og så mangler en ganske vigtig ingrediens i den oprindelige vildskabscoctail: dyrene. 
Karsten Thomsen fortæller, at der i en naturlig skov vil herske uorden og kaos. At væltede stammer og nedfaldne grene vil ligge hulter til bulter. At både dyr og andre udefra kommende faktorer som ild og vand har stor indflydelse på skovens udformning.
“I urskoven findes en variabel struktur med blandet skov, og når der samtidig er en aldersspredning med træer, der måske er 400 til 500 år gamle, så har du et sted, hvor du ikke finder to ens hjørner. Tilfældigheder og tid spiller en stor rolle, og helt naturligt vil du have sammenbrud og stor variation i lys.”
Traditionelt opfatter vi Danmark som et skovland, der tidligere har været nærmest komplet dækket af skov. Men skovene, der tidligere dækkede landet, har ikke været de tætte, mørke skove, som mange måske tror. Danmark var en dynamisk mosaik at tæt skov, lysåben skov, vådområder og sletter. En dynamisk natur, der under indflydelse af dyr, ild vind og vejr var i konstant forandring.
Tofte og Høstemark skove er sandsynlige eksempler på, hvordan Danmark så ud, da træer og buske genindvandrede i slutningen af den seneste istid og frem til jægerstenalderen for blot 6000 år siden, før vi blev agerdyrkere og ryddede skovene for at få mere græs til husdyr og dyrke jorden.
“Pollenanalyser viser, at også i det, vi kalder urskovstiden, har vi alle mulige blomsterplanter og lysåbne skove. Så selv der har kronhjorte, heste og urokser præget skovene. Der har været masser af lys, så forestillingen om den mørke urskov er forkert,” slår Karsten Thomsen fast.
Historien gentager sig
Skovenes tilstand afspejler den danske naturindsats. Utilstrækkelig i en grad, så den nærmest må siges at være ikke eksisterende.
Med nationalparkerne, og senest Vadehavets og Stevns Klints flotte verdensarvstitler, fortælles historien om Danmarks natur som en tom skal i smuk indpakning. Vi vil gerne bryste os af flotte titler, der giver genlyd på de bonede gulve henne i udlandet, men det må ikke koste en øre, og det må for alt i verden ikke genere landmændene. Minoriteten, der reelt ejer det meste af vores land.
Men det skorter ikke på flotte taler, cykelstier og oplevelsescentre, når der skal høstes stemmer og goodwill, og når kritiske øjne fra udlandet kigger med. Men kun den let salgbare fortælling om naturens vidunderligheder synges der om, når røde bånd overklippes, og champagneglas klirrer. Når mørket falder på, glemmes alle floskler om naturens bevarelse.

Naturskov uden natur

Billeder herover: Tofte og Høstemark skove er en del af Lille Vildmose og repræsenterer skovene, som de naturligt ser ud, når mennesker holder fingrene væk og lader naturen selv, dyr, vand, vind og vejer, råde. Skovene ejes af Aage V. Jensen Naturfond. 
Og så til skovene, hvor tilstanden er et sandt mareridt. De er naturligvis i “100 procent stærk ugunstig tilstand.” Intet mindre. Og presset af miljøminister Auken, da hun i et kortvarigt øjeblik vågnede op til dåd, måtte styrelsen, med det misvisende natur foran, i december sidste år sluge kamelen og indrømme skovenes elendige tilstand over for EU.
Skovsminkesagen fra 2007, hvor den daværende miljøminister, landmanden Troels Lund Poulsen, løj og indrapporterede skovene som værende i gunstig tilstand, er blot en fjern, hed Naturstyrelsedrøm.
Og den syge kultur, der gennemsyrer hele vores samfund, hvor orden og kontrol synes at være mantraet, gælder også i naturen. I skovene “rydder Naturstyrelsen op, så de er klar til forårets gæster.” I ramme alvor. Hvordan pokker kunne den overhovedet klare sig, inden mennesket kom og ryddede den op?
Naturskov uden natur
I Danmark er skov fællesbetegnelsen for det, Karsten Thomsen kalder skovenes hvedemarker, og som ikke umiddelbart har et væsentligt naturindhold. Betegnelsen for de fåtallige skove, der i en eller anden udstrækning er vilde og udyrkede, er naturskov.
Men begrebet naturskov er ikke godt nok, mener Karsten Thomsen:
” Man opererer med tre slags skove i Danmark, som vi samlet set definerer som naturskove. Der er den genetiske naturskov, hvilket betyder, at træerne er selvsåede. De kan fremstå som ensaldrede monokulturer, men en stor del af dem kan være dannet ved frøfald, og her er det så den måde, man dyrker skoven på,”forklarer Karsten Thomsen.
Så hvis træerne blot er selvsåede, kalder man skoven for naturskov trods det manglende indhold af natur. Og formålet er fortsat tømmerproduktion og ikke biologisk mangfoldighed. Karsten Thomsen fortsætter:
“Så er der to niveauer mere. Den mere strukturelle naturskov og den gamle urskovslignende naturskov. Så hvis det er mere blandet og uensaldret, kan vi måske kalde det kategori to-naturskov. Og er det noget, der har en lang forhistorie, som også var gammelt skov for 200 år siden, er det urskovslignende naturskov.” 
Urskoven er fremtiden
Langt det meste naturskov i Danmark er den genetiske skov. Altså skoven, der stadig er en industriskov, en monokultur, trods det velklingende navn, naturskov. Skal vi tale om skov med et reelt og vedkommende naturindhold, er det urskoven, der er interessant, forklarer Karsten Thomsen:
“Fungerer det biologiske skovsystem, uden at vi styrer processerne, er det urskov. Det er dynamikken, der definerer det. Urskoven er ikke bare fortiden, den er også fremtiden. Det er ikke som i det danske natursyn, hvor skoven er et stillestående henmuggende, dødens forkammer, hvor der ingenting sker, og der bare er mørkt. Urskoven er et totalt dynamisk system, hvor der hele tiden er omsætning af træer, der braser sammen. Der er en kæmpe biologisk aktivitet.”

14 procent af Danmarks areal er dækket af skov

Billeder herover: træstammemarker er en mere passende betegnelse, end skov. Her handler det ikke om natur. 
I senere revideringer af skovloven er “biologisk mangfoldighed” og “miljøbeskyttelse” tilføjet som formål, men begreberne står side om side, eller under, begreber som “produktion”, “kulturhistorie” og “friluftsliv”. Og produktion er det overordnede formål.
FN definerer skov som “landområder, der er større end 0,5 ha og bevokset med træer, som kan nå en højde på mindst 5 meter på lokaliteten, hvor trækroner dækker mindst 10 % af arealet, samt hvor hovedanvendelsen af arealet ikke er landbrug.”
Cirka 14 procent af Danmarks areal er dækket af skov. Reelt er dette tal langt mindre, da halvdelen af skovene består af plantager med nåletræer og juletræer, hvis formål må sidestilles med landbrugsproduktion. De er biologisk fattige og er plantet for at dyrke tømmer og nogle steder for at standse sandflugt.
Også vores elskede bøgeskove er ensartede og artsfattige, og formålet er heller ikke her natur men produktion af pæne, lige træstammer til tømmerindustrien. Og så er skovene unaturligt tørre. Skovbruget dræner skovene, ligesom landbruget dræner jorden.
Ifølge Karsten Thomsen har vi et definitionsproblem, når vi taler om skove og natur:
“I naturdefinitionen mangler træerne. Jeg kalder det skovnatur. Det er alt, der er knyttet til natursystemer eller naturelementer og delmængder af et system, hvor træ er det vigtigste element. I Tyskland hedder skov Wald, mens dyrket skov hedder Forst. Så må vi biologer jo finde på et nyt navn for dét, vi mener, når vi snakker om skov. Men måske skal vi bare blive ved navnet skov og så sige, at det, de andre kalder skov, det er forst. Altså den dyrkede skov – skovenes hvedemarker.” 
Naturstyrelsen tager livet af naturenDen danske natur har det elendigt. Altså elendigt som i, at den er ved at forsvinde for øjnene af os. Vi ved, det sker, myndighederne ved det sørme også, men det sker alligevel.
I marts i år udsendte DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, en status over naturen i Danmark. Og er man så uheldigt indrettet, at man holder af naturen og betragter den som forunderlig, værdifuld eller endda vigtig for vores eksistens, er det noget af en nedtur at læse om dens tilstand.
90 procent af Danmarks truede og sårbare naturområder er i moderat eller stærk ugunstig tilstand, fortæller DCE. Pyha, godt det ikke er 100 procent… 39 procent af de truede arter er i ugunstig tilstand, og for de 31 procents vedkommende er tilstanden ukendt. Hurra for VKO’s nedsabling af  natur- og miljøovervågningen i 0’erne. Og hurra for afløserne, der ikke har løftet en finger for at rette op på noget som helst.

friskgrønne løv

Køn er den. Den nyudsprungne bøgeskov iklædt sit friskgrønne løv, der spår om en ny tid på året domineret af lys og liv. Den smager endda godt i en frisk og sprød forårssalat.
Desuden er den et af vores foretrukne tilflugtssteder, når vi i vores sparsomme glimt af fritid og indbildt frihed skal kigge hinanden dybt i øjnene, mens ungernes krudt brændes af mellem bøgekatedralens majestætiske søjler.
Vi er altså helt tossede med at gå i skoven. Hvor tossede ville vi være, hvis vi kendte skovenes sande tilstand?
Skov er forstI Danmark er skov ikke natur. I hvert fald ikke ifølge lovgivningen, hvor skovene ikke hører under naturbeskyttelsesloven men har sin egen skovlov, der blandt andet “har til formål at bevare de danske skove, at forbedre skovbrugets stabilitet og produktivitet og at medvirke til at forøge skovarealet.”
Det handler altså ikke om natur. Det handler om at producere tømmer. De danske skove er råvarer til en industri, og fredskovsforordningen af 1805 forpligter fortsat den dag i dag både staten og private skovejere “til at anvende arealerne til skovbrugsformål og til at dyrke dem efter skovlovens krav om god og flersidig skovdrift.”
“Man hakker alt væk fra skoven,” siger biolog og skovøkolog Karsten Thomsen og fortsætter:
“Står der noget røn eller noget tjørn, er det jo konkurrenter til træerne. Enhver skovarbejder er jo opdraget til, at står der blomsterbærende buske og træer, skal de væk, for de tager jo fra de plantede træer. Bærbuske og frugttræer er aktivt udryddet fra skoven, ligesom man historisk har gjort det med hjemmehørende træarter som elm, lind, pil og taks. De er fjernet, fordi de betragtes som ukrudt. Skovene er dyrkning af træer, der har tømmerværdi.”

Grand Teton Nationalpark

Grand Teton Nationalpark. Teton-bjergkæden, poppelskov med et dække af lupiner og nederst en præriehund, der lever i huler i jorden og graver lange labyrinter af tunneller – på engelsk: ground squirrel.
Vildt afhængig
I Yellowstone får man lov at snuse til naturen, når den er rigtig vild. Og når den er rigtig farlig. For selvom mange af os har en tendens til at romantisere den vilde og frie naturs fortræffeligheder er det vigtigt at huske på, at den også er både farlig og besværlig. Farlig på grund af de store dyr og besværlig, fordi vi ikke kan bestemme over den og kontrollere den.
Men det er samtidig det, der gør oplevelsen lysår mere fantastisk, end et besøg i vores egen mere tæmmede kulturnatur. Har den rigtige naturs vildskab først bidt sig fast, slipper den dig ikke igen.
Så pas på med at begive dig af sted til Yellowstone og Grand Teton. Du risikerer at blive grebet af vidderne, storheden, cowboy- og indianerlandskabet, at der er så højt til loftet, mangfoldigheden af liv og det frydefuldt hårrejsende faktum, at du potentielt kan støde ind i en ulv eller en bjørn, hvert øjeblik det skal være.
Og så vil du bare have mere og mere og…

Nationalparkloven

Nationalparkloven
I 1916, 30 år efter at hæren rykkede ind i Yellowstone, blev nationalparkerne systematiseret og centraliseret med oprettelsen af ”National Park Service”, der siden da har været det statslige organ med ansvar for drift og vedligehold af USA’s nationalparker.
National Park Service Act fra 1916, som er den gældende, amerikanske nationalparklov i dag, siger blandt andet, at ‘det grundlæggende formål er at bevare landskaberne, de naturlige og de historiske steder og de vilde dyr i parkerne’. Det pointeres, at parkerne kun må benyttes i et omfang, der ikke påvirker området negativt for eftertiden.
Naturen bag lås og slåNår den forståelige begejstring for nationalparker, som Yellowstone og Grand Teton, har lagt sig en smule, bør man overveje effekten af at oprette og fokusere på få, begrænsede naturområder. Hvad sker der de steder, der ikke fokuseres på, og som ikke beskyttes?
I USA er det let. Landet plyndres for råstoffer i et omfang mere voldsomt end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien. Nationalparkerne er store, spektakulære og vigtige. Men de er dråber i havet sammenlignet med den massive ødelæggelse af natur og miljø, der uhæmmet finder sted.
Ødelæggelserne påvirker naturligvis også de beskyttede områder. Luftforurening og kemikalier, der spildes og breder sig via de naturlige vandveje, er helt ligeglade med nationalparkgrænser. Ligesom dyrene er det, når de følger deres instinkt og migrerer med årstiderne og bliver skudt af jægere eller kolliderer med industrierne, der udvinder naturens råstoffer i gigantiske olie- og gasfelter med der til hørende tung logistik.
Men uden nationalparkens beskyttende lovgivning ville der sandsynligvis ikke være meget tilbage af de prægtige landskaber og den mangfoldige biodiversitet, så det er et oplagt dilemma.

Reddet i sidste time

De geotermiske områder forandrer sig konstant og æder sig ind på bevoksning og træer. 2/3 af alle gejsere og varmtvandskilder findes i Yellowstone, og landskabet er af en helt anden verden.
Reddet i sidste timeDen yderligere beskyttelse af Yellowstones vilde dyr, vedtaget i 1894, kom i sidste øjeblik. Bison blev næsten udryddet i hele Nordamerika i 1800-tallet, hvor bestanden led en drastisk nedgang fra 65 millioner til under 1000 individer i en periode på mindre end 100 år. Det var den største dyreflok nogensinde i jordens historie.
Bison blev udryddet som en kalkuleret del af kampen mod den oprindelige, amerikanske befolkning, indianerne, der blandt andet havde bison som et livsvigtigt eksistensgrundlag. Private initiativer og projekter i nationalparker har reddet den nordamerikanske bison, men bisonokserne i Yellowstone er de eneste oprindelige, vilde bisonokser i Nordamerika.
Og den grå ulv, dæmoniseret gennem århundreder af, blandt andre, den katolske kirke, der mente, at ulve var djævlens hunde, var totaludryddet i 70 år. Det var National Park Service selv, der skød den sidste ulv i Yellowstone i 1926. De flotte ord om at bevare de vilde dyr gjaldt tilsyneladende ikke ulvene.
Vildskaben genindføres
Først i 1995 reintroducerede man ulvene under voldsom debat og kraftige protester fra omkringliggende landmænd, som frygtede, at ulvene ville være en trussel for deres kvæg, og fra indbyggere, jægere og foreninger med holdninger til ulve, der svarer til middelalderens indskrænkede had og dæmonisering.
Følgevirkningerne af ulvenes tilbagevenden har langt oversteget, hvad man havde forestillet sig. I de 70 år, hvor ulvene var fraværende, voksede bestandene af deres vigtigste fødekilde, wapiti-hjortene, sig større end området kunne bære. Det medførte blandt andet til, at flere træ- og plantearter blev reduceret eller forsvandt, fordi hjortene spiste det hele.
Den forsvindende vegetation resulterede yderligere i nedgang i antallet af bævere, der også blev fysisk generet af de mange wapiti-hjorte, som fyldte for meget. Med ulvene tilbage har Yellowstone igen fået en nødvendig hovedingrediens til et komplet økologisk system, de store, dominerende rovdyr. Den naturlige balance er genoprettet.

Supervulkanen

Den vilde natur ER farlig, hvis ikke man har forstand på at færdes der. Med de rette forholdsregler og et godt kendskab til dyrenes adfærd er faren minimal og wow-faktoren er til gengæld helt i top, når man befinder sig i et område, hvor vildskaben for alvor råder!
SupervulkanenYellowstone er ikke kun westernlandskaber og vilde dyr. Da ekspeditioner i begyndelsen af 1800-tallet vendte tilbage fra Shoshone-indianernes land, troede mange, at historierne var fup, når de opdagelsesrejsende berettede om en magisk og vild verden af dampende varmtvandsbassiner, sprudlende gejsere og utrolige landskabsformationer.
Yellowstone er et af de største, geotermiske områder i verden. To tredjedele af verdens gejsere og varmtvandskilder findes her. Hovedplateauet ligger 2500 meter over havet og er krateret af en supervulkan, der senest eksploderede for 640.000 år siden.
Intervallet siden seneste udbrud svarer nogenlunde til intervallerne mellem de tidligere udbrud. Men ingen ved om, eller hvornår, Yellowstones supervulkan eksploderer igen. Og ingen ved med sikkerhed, hvad konsekvenserne er, hvis det sker. Ved sidste udbrud, blev det halve af Nordamerika dækket af et tykt lag aske.

Dyrene i Yellowstone

Dyrene i Yellowstone færdes, hvor de vil. Dette er deres habitat, og mennesket er blot gæster, der må tage hensyn og udvise respekt. Bison og wapitihjorte frygter ikke mennesker, og mulighederne for natur- og dyreglade fotografer er uudtømmelige.
Zoo uden hegn
Hele området er frodigt på vilde dyr og vild natur samtidig med, at det er velorganiseret og logistisk let tilgængeligt. De fleste oplever parken fra de få gennemgående hovedveje, hvor man let kan spendere dage, ja uger, på at cruise omkring og få den ene fantastiske oplevelse efter den anden.
Alternativt kan man bevæge sig ind i vildnisset til fods eller på hesteryg, og her bliver det anderledes vildt. Man skal enten være ganske erfaren i vildmarken eller rejse med guide, for dyrene er ikke til at spøge med. Færdslen her kræver et godt kendskab til vilde dyrs adfærd, og især bjørnene er oplagt potentielt farlige, hvis ikke man gebærder sig hensigtsmæssigt. I store områder er færdsel forbudt i yngleperioden forår og sommer for at give dyrene ro.
Paradoksalt nok er det bisonokserne, der forsager langt de fleste ulykker mellem mennesker og vilde dyr. Eller rettere, det er mennesker, der ikke forstår at omgås dem, der forårsager ulykkerne. Det er ofte et problem, at turister undervurderer og ikke respekterer dyrene og tror, de kan bevæge sig helt tæt på for at få en god selfie side om side med en 1000 kilos bisontyr.
Men en tonstung bisontyr kan galopere som en travhest og har samme effekt som et damplokomotiv i fuld fart, hvis man kolliderer med den. Og den holder sig ikke tilbage, hvis den bliver forskrækket eller føler sig truet.
Forstår og respekterer man derimod de vilde dyrs adfærd og grænser, er mulighederne for uforglemmelige oplevelser uendelige.

Grand Teton Nationalpark

Grand Teton Nationalpark er mere frodig og domineres af den karakteristiske Teton-bjergkæde med tinder på mere end 4000 meters højde og et dyreliv lige så rigt, som i den nordligere Yellowstone Np. Nederst et klassisk og yndet mål for fotografer, John Moulton barn på Mormon Row.
Til folkets bedste
Området breder sig over staterne Wyoming, Montana og Idaho, og Yellowstone Nationalpark er den første af sin slags i verden. Den 1. marts 1872 blev Yellowstone udnævnt til nationalpark af USA’s 18. præsident, Ulysses S. Grant. I nationalparkloven af 1872, vedtaget i kongressen, står blandt andet, at ‘Yellowstone fredes for bosættelse, beboelse og salg til folkets bedste og til folkets glæde’.
Selvom Yellowstone var udråbt til nationalpark, betød det i første omgang ikke, at natur og dyr var beskyttede. Trods nationalparkstatus blev der ikke sat penge af til drift og vedligehold. Der skulle satses på turisme, og pengene skulle komme med de tusindvis af turister, der ville blive fragtet lige til døren med den nye, nordvestgående jernbane.
Men den kom først ti år senere, og indtil da lå Yellowstone ufinansieret og ubeskyttet over for vandalisme af de unikke landskabsformationer og over for omfattende jagt på især wapiti-hjorte og bison. Men kvalerne var ikke ovre, for jernbaneselskabet kontrollerede reelt området med fortsat vandalisering, jagt, skovhugst og oprettelsen af landbrug til følge.
I 1886 blev hæren sat ind i Yellowstone for at opretholde ro og orden. Ordningen var midlertidig men varede i 30 år. Uden en tilstrækkelig lovgivning i ryggen havde hæren dog stærkt begrænsede muligheder for at indføre sanktioner mod krybskytteri og hærværk samtidig med, at det var en umulig opgave at patruljere hele det enorme område.
Først i 1894 lykkedes det at gennemtrumfe en yderligere beskyttelse af Yellowstone med ‘loven til beskyttelse af fuglene og de vilde dyr I Yellowstone Nationalpark’, der blev signeret af USA’s 24. præsident, Grover Cleveland.